top of page

Due Diligence ved investering eller køb af virksomhed

Når en virksomhed står over for en investering, eller måske endda et salg, vil investor eller køber typisk foretage en såkaldt "due diligence". Due diligence er en undersøgelse af virksomheden, som investor eller køber foretager. I denne artikel kan du læse mere om, hvad en due diligence er, og hvad den typisk omhandler.


Due Diligence

Hvad er en due diligence?


En due diligence er kort fortalt den proces, hvor en investor eller køber får adgang til virksomhedens interne forhold for at kunne vurdere risiko, potentiale og værdien, før de forpligter sig juridisk og økonomisk til at investere eller købe.


Det er normalt køberen eller investoren, der igangsætter en due diligence. De engagerer typisk juridiske, finansielle og tekniske rådgivere, som gennemgår virksomheden fra A til Z. Det er med andre ord en slags "helbredstjek" af forretningen og en kontrol af, at det oplyste er korrekt.


Hvad er formålet med en due diligence?


Formålet med en due diligence er ikke nødvendigvis at finde fejl for enhver pris, men at få klarhed og tryghed. De fleste investorer og købere ved godt, at ingen virksomhed er perfekt. Men de har brug for at forstå, hvad de går ind til, og om der ligger skjulte problemer, som kan få betydning for aftalen, prisen eller vilkårene.


Det er dog også vigtigt at understrege, at enkelte investorer eller købere også “udnytter” en due diligence til at bruge eventuelle opdagelser til at forhandle værdiansættelsen og dermed prisen ned.


Hvad skal du som virksomhedsejer forberede dig på ved en due diligence?


For virksomhedsejeren betyder en due diligence, at du skal stille omfattende dokumentation til rådighed. Det kan virke grænseoverskridende at dele interne forhold, men det er nødvendigt, hvis man vil tage skridtet videre med en professionel investor eller seriøs køber. Overvej derfor også at indgå en fortrolighedsaftale (NDA) forinden.



Det kan som virksomhedsejer være en rigtig god idé at have alle vilkår for investeringen forhandlet på plads inden due diligence. Dette kan gøres ved at indgå en investeringsaftale.



Det kan også være en rigtig god ide at strukturere det materiale, der skal stilles til rådighed for investor eller køber. Dette kan med fordel gøres via et digitalt datarum. Der findes udbydere, der har specialiseret sig i at lave datarum til due diligence, men hvis det er en lille eller mellemstor virksomhed, kan det også gøres via f.eks. Dropbox, Google Drev, OneDrive, iCloud eller en anden simpel cloud storage udbyder.


Hvad omfatter en due diligence?


En due diligence-process kan variere afhængigt af virksomhedens branche og kompleksitet, men vil typisk dække følgende områder:


  • Juridisk due diligence: Ejerskab, kontrakter, rettigheder, tvister, selskabsstruktur

  • Finansiel due diligence: Regnskaber, budgetter, debitorer/kreditorer, skatteforhold

  • Kommerciel due diligence: Marked, konkurrence, kunder, leverandører

  • Teknisk/IT due diligence: Systemer, licenser, udviklingsstatus, datasikkerhed

  • HR due diligence: Ansættelseskontrakter, incitamentsprogrammer, personaleomsætning


Hvordan foregår processen ved en due diligence?


Hele processen kan tage alt fra nogle uger til flere måneder afhængigt af forberedelsesgraden og investorenes krav. Det bedste råd til virksomhedsejeren er: forbered dig i god tid. Et godt organiseret datarum, opdaterede dokumenter og ærlig kommunikation kan gøre hele forskellen.



Hos Simple Law hjælper vi virksomheder med at forberede sig til due diligence-processer, så alt fra kontrakter til selskabsstruktur spiller sammen. Vi ved, hvor vigtigt det er at give et godt indtryk – og at det ikke bare handler om at svare på spørgsmål men også om at vise, at man har styr på sin forretning. Vi hjælper også gerne investorer eller købere med gennemgang af diverse dokumenter og aftaler i forbindelse med en due diligence.


bottom of page