top of page

Processen for investering i en virksomhed

Når en virksomhed åbner dørene for investorer, er det sjældent noget, der sker fra den ene dag til den anden. Investering er en proces, der både kræver grundighed, åbenhed og struktur – og som består af flere faser, både juridisk og forretningsmæssigt. I denne artikel får du en overordnet gennemgang af, hvordan processen typisk forløber, fra første møde til pengene står på kontoen, og ejerskabet er registreret.

ree

Start af processen vedrørende investering i virksomheden


Det hele starter typisk som en aktiv søgning eller med en uformel dialog. Måske har du mødt en potentiel investor via netværk, på en messe eller gennem en anbefaling. I denne tidlige fase handler det om at præsentere din virksomhed, idé og vision og finde ud af, om der er et fælles grundlag for at gå videre. Dette gøres bedst og mest professionelt ved et såkaldt pitch deck, der indeholder de mest overordnede informationer om din virksomhed, og investeringen der søges.

Læs mere om pitch deck her

Investoren vil typisk stille uddybende og udfordrende spørgsmål til dit pitch deck samt spørgsmål om markedet, teamet og vækstplanerne – ikke for at presse dig, men for at vurdere, om der er et reelt potentiale og en gensidig tillid.


Term sheet, due diligence og investeringsaftale


Hvis begge parter ønsker at gå videre, er næste skridt typisk et såkaldt term sheet. Det er en foreløbig ikke-bindende aftale, som opsummerer de overordnede vilkår for investeringen. Her fastsættes det forventede investeringsbeløb, hvilken ejerandel der skal opnås, og om der f.eks. skal gives særlige rettigheder til investoren. Et godt term sheet er ikke detaljeret ned til mindste komma, men giver et klart billede af, hvad begge parter forestiller sig – og det danner fundament for den egentlige investeringsaftale.


Læs mere om term sheet her.


Inden denne bliver udarbejdet, vil investoren ofte gennemføre en due diligence. Det er en grundig undersøgelse af virksomheden, hvor der typisk kigges på regnskaber, kundekontrakter, IP-rettigheder, eksisterende gæld, ansættelseskontrakter og meget mere. Formålet er at sikre, at virksomheden er sund, og at der ikke gemmer sig uforudsete risici. Det er her, det kan betale sig at være forberedt – både med orden i papirerne og med gennemsigtighed omkring virksomhedens forhold. En glat due diligence giver tryghed og viser, at du har styr på din forretning.


Læs mere om due diligence her


Når der er grønt lys, og alle væsentlige forhold er klarlagt, udarbejdes den egentlige investeringsaftale. Denne aftale er juridisk bindende og fastlægger præcist, hvordan investeringen gennemføres – herunder beløb, tidspunkt, ejerandele, eventuelle betingelser, særlige rettigheder og hvad der skal ske, hvis virksomheden sælges eller får nye investorer ind senere. Her er det afgørende, at begge parter har juridisk rådgivning, så aftalen afspejler det, man faktisk er blevet enige om, og ikke efterlader vigtige fortolkninger åbne.


Læs mere om investeringsaftalen her


Kapitalforhøjelse og closing


Når aftalen er underskrevet, mangler det sidste og mere formelle led: selve closingen og kapitalforhøjelsen. Det er den proces, hvor investeringen effektueres, og virksomheden officielt udsteder nye anparter eller aktier til investoren.

Kapitalforhøjelsen og de nye ejerforhold noteres i selskabets ejerbog og registreres hos Erhvervsstyrelsen og er en nødvendighed for, at investoren juridisk bliver ejer af sin andel. I denne forbindelse kan der også være behov for at opdatere vedtægterne og – hvis virksomheden har flere ejere – den eksisterende ejeraftale, så den tager højde for den nye ejerstruktur.




Overblik over processen ved investering i virksomheden


For at give dig et hurtigt overblik, ser processen i grove træk sådan ud:


  • Udarbejdelse af pitch deck

  • Indledende dialog og præsentation af virksomhed

  • Udarbejdelse og forhandling af term sheet

  • Due diligence (gennemgang af virksomheden)

  • Udarbejdelse og underskrivelse af investeringsaftale

  • Gennemførelse af kapitalforhøjelse og registrering hos Erhvervsstyrelsen

  • Opdatering af vedtægter og ejeraftale (hvis relevant)


Når alt dette er gennemført, er investoren officielt medejer – og partnerskabet kan begynde. Det betyder ikke, at arbejdet er slut. Tværtimod begynder en ny fase, hvor man sammen skal skabe vækst og resultater. Derfor er det så vigtigt, at processen frem til investeringen er gennemført ordentligt. Det lægger grundstenen for et tillidsfuldt og værdiskabende samarbejde.


Hos Simple Law hjælper vi løbende virksomheder med at navigere sikkert gennem hele investeringsforløbet – fra den første idé til pengene er på plads og dokumenterne underskrevet. Har du spørgsmål eller brug for sparring, står vi altid klar til en uforpligtende samtale.

bottom of page