top of page

Inkasso - Proces og gode råd til dig som virksomhedsejer

Som virksomhedsejer kan det være frustrerende at stå med kunder, der ikke betaler til tiden. Ubetalte regninger kan hurtigt udvikle sig til økonomiske problemer, og derfor er det vigtigt at have styr på inkassoprocessen. Her får du en praktisk gennemgang af, hvordan du som virksomhedsejer kan gribe inkasso an, og hvorfor det kan være en fordel at samarbejde med et professionelt inkassofirma.


Inkasso for virksomhedsejere

Hvad er Inkasso?


Inkasso er processen med at inddrive gæld fra kunder, der ikke har betalt deres fakturaer til tiden. Det handler ikke kun om at få dine penge – det handler også om at beskytte din virksomheds økonomi og sikre et godt forhold til dine kunder, så vidt muligt.


Inkasso er reguleret af inkassoloven, der indeholder reglerne for, hvordan du som virksomhed, og kreditor, må inddrive gæld. Loven sikrer, at du som kreditor kan inddrive gælden på en effektiv måde, men fastlægger også nogle begrænsninger og rammer for inddrivelsen af gæld, der sikrer, at inddrivelse af gæld foretages på en ordentlig måde. Dette kaldes også 'god inkassoskik'.


Inkassoloven suppleres af renteloven, der bl.a. fastlægger reglerne for renter og inkassogebyrer.


Sådan foretages inddrivelse af gæld og inkasso


Inddrivelse af gæld skal overholde enkelte regler, og før du går videre til inkasso, er der et par ting, du skal sikre dig:


  1. Send en rykker: Start altid med at sende en venlig, men bestemt, påmindelse om betaling. Ifølge renteloven kan du pålægge et gebyr på 100 kroner pr. rykker, dog højst tre rykkergebyrer. Du er også berettiget til at pålægge et såkaldt kompensationsgebyr, som uddybes nedenfor.


  2. Varsel om inkasso: Hvis kunden fortsat ikke betaler, skal du sende et inkassovarsel. Ifølge inkassoloven skal du give kunden en frist på mindst 10 dage til at betale, før sagen kan overdrages til et inkassofirma eller en advokat.


  3. Inkassoskrivelse: Hvis debitor stadigvæk ikke har betalt, eller gjort indsigelse, inden for 10-dages fristen, kan du, eller et inkassofirma, sende en inkassoskrivelse. Her kan der pålægges inkassoomkostninger.


Fordele ved at bruge et inkassofirma


Mange virksomhedsejere forsøger at håndtere inkasso selv, men det kan hurtigt blive tidskrævende og frustrerende. Samtidig kan det påvirke relationen mellem dig, som virksomhed, og kunden unødigt negativt. Her er nogle fordele ved at samarbejde med et professionelt inkassofirma:


  • Ekspertise: Et inkassofirma har erfaring med at navigere i lovgivningen og kan håndtere komplekse sager effektivt.


  • Neutralitet: Et inkassofirma kan være mindre personligt for kunden og dermed mindre konfliktfyldt.


  • Tidsbesparelse: Du kan fokusere på at drive din virksomhed, mens andre tager sig af at inddrive gælden.


Renter og Gebyrer


Når en kunde ikke betaler til tiden, har du som virksomhedsejer ret til at pålægge renter, rykkergebyrer, inkassogebyr og kompensationsgebyr. 


Her er et overblik over de omkostninger, som du kan pålægge skyldner:


  • Renter: Der kan pålægges renter fra forfaldstidspunktet. Hvis andet ikke er aftalt, kan du pålægge renter 30 dage efter forfaldstidspunktet. Ifølge renteloven kan du kræve morarenter fra forfaldsdatoen, hvis denne er aftalt eller skrevet i fakturaen. Standardrenten er Nationalbankens udlånsrente med tillæg af 8 %.

  • Rykkergebyrer: Du kan pålægge op til 3 rykkergebyrer á kr. 100, når du har sendt rykkerere.

  • Kompensationsbeløb: Du kan efter forfaldstidspunkt pålægge et kompensationsgebyr på kr. 310, der er et beløb fastsat ved lov.

  • Inkassogebyr: Du kan pålægge ét inkassogebyr på kr. 100, når du anmoder en anden om at inddrive gælden

  • Inkassoomkostninger: Når sagen er overgået til et inkassofirma, og der er sendt inkassoskrivelse, kan der pålægges inkassoomkostninger. Størrelsen af inkassoomkostningerne afhænger af størrelsen på det oprindelige skyldige beløb (hovedstolen).


Hvornår skal sagen videre til fogedretten?


Hvis kunden fortsat ikke betaler efter inkassoprocessen, kan sagen bringes videre til fogedretten. Her kræves der typisk en skriftlig dom eller et betalingspåkrav, der giver dig ret til at gøre krav på pengene. 


Hvis skyldneren ikke har gjort indsigelse, kan der udarbejdes et betalingspåkrav, der er en forenklet proces for inddrivelse ved fogedretten, men hvis skyldneren har gjort indsigelse til dit krav, så skal der føres en egentlig retssag ved de almindelige domstole.


Når der foreligger en dom, kan fogedretten hjælpe med at tvangsinddrive gælden, f.eks. ved udlæg og beslaglæggelse af aktiver.


Gode råd til at forebygge dårlige betalere


  1. Kend dine kunder: Undersøg kundens betalingshistorik inden du indgår en aftale. Du kan også kreditovervåge dine kunder samt løbende vurdere deres kreditværdighed. Læs mere her om kreditovervågning.


  2. Brug skriftlige kontrakter: Sørg for at der foreligger klare aftaler om betaling og levering.


  3. Fakturér hurtigt: Jo længere du venter med at sende en faktura, desto større er risikoen for manglende betaling.


  4. Tydelige betalingsbetingelser: Sørg for at dine fakturaer klart angiver betalingsfristen, og hvilke konsekvenser manglende betaling vil have, f.eks. pålæggelse af renter og størrelsen heraf. Hvis andet ikke er aftalt, er du først berettiget til at kræve renter og kompensationsgebyr efter 30 dage.


Inkasso er en uundgåelig del af mange virksomheders hverdag, men med den rette tilgang kan det håndteres effektivt og professionelt. Ved at samarbejde med et inkassofirma sikrer du ikke blot hurtigere betaling men også, at processen overholder gældende lovgivning.


Hos Simple Law hjælper vi ikke med inkassosager, da vi mener, at du opnår det bedste resultat ved at anvende et specialiseret inkassofirma. 


Vi samarbejder med Collectia, der er specialister i inkasso, kreditvurdering og gældsindrivelse. Du kan læse mere om Collectia her.

bottom of page