top of page

Investeringsaftale - Formål og indhold

Når dialogen med investoren er gået godt, og vilkårene for investeringen er forhandlet på plads, bør de aftales skriftligt i en investeringsaftale. En investeringsaftale fastlægger de overordnede rammer og vilkår for en investering i et selskab, og det er derfor et vigtigt dokument.


Investeringsaftale

Hvad er en investeringsaftale?


Investeringsaftalen er den juridisk bindende kontrakt, som formelt fastlægger vilkårene for, at investoren skyder penge i din virksomhed. Den danner sammen med ejeraftalen, kapitalforhøjelsen og andre bilag det samlede juridiske fundament for jeres samarbejde.


En investeringsaftale er ikke et juridisk krav, men den kan være en god overordnet aftale at udarbejde mellem investor og ejer af virksomheden, inden de nærmere detaljer aftales i selve generalforsamling, vedtægter og ejeraftale.



Hvem laver en investeringsaftale?


En investeringsaftale kan både udarbejdes af investorens juridiske rådgiver eller af virksomhedsejerens juridiske rådgiver. 


Det er nødvendigt, at både investor og virksomhedsejer har sin egen rådgiver, da der i denne forhandling er forskelligrettede interesser, selvom det er hensigten, at aftalen skal danne grundlag for det fremadrettede samarbejde og det fælles ejerskab af virksomheden. 


Investeringsaftaler rummer ofte en række komplekse bestemmelser om alt fra ejerandele, kapitalindskud og kurs samt eventuelt særlige rettigheder og muligheder for fremtidige investeringer, så det er vigtigt, at den udarbejdes som begge parter ønsker det og kan acceptere.


Hvad skal en investeringsaftale indeholde?


Aftalen skal afspejle det, der blev aftalt i term sheetet, men med langt større detaljeringsgrad. Det betyder, at der nu skal sættes præcise juridiske ord på de økonomiske, ledelsesmæssige og strategiske forhold mellem parterne. Formålet er at sikre klarhed, forudsigelighed og retfærdighed – både nu og i fremtiden.


Indholdet i en investeringsaftale varierer afhængig af virksomhedens størrelse, investeringsbeløbet og investorens type, men typisk vil den indeholde:


  • Investeringsbeløb og betalingstidspunkt

  • Kapitalforhøjelse og udstedelse af ejerandele

  • Ejerandele før og efter investering

  • Særlige rettigheder til investoren (vetoret, informationspligt, godkendelseskrav)

  • Eventuelle milepæle for yderligere investeringer

  • Bestyrelsesrepræsentation og ledelsesstruktur

  • Betingelser for investeringens gennemførelse (f.eks. afsluttet due diligence)

  • Regler for exit og fremtidige kapitalrunder

  • Konsekvenser ved misligholdelse


Dokumenter ud over investeringsaftalen


Ud over selve investeringsaftalen er det nødvendigt at udarbejde flere bilag og supplerende dokumenter. 

Det gælder bl.a. selskabsdokumenter som opdaterede vedtægter, generalforsamling om kapitalforhøjelse, opdateret ejerbog og måske opdaterede direktørkontrakter til ejerne. 


Derudover vil der ofte være en revideret ejeraftale, som samtlige ejere skal underskrive, og som regulerer det fremtidige samarbejde og stemmeforhold. I nogle tilfælde vedlægges også en bestyrelsesaftale, budgetter, forretningsplan og eventuelt tidligere aftaler eller garantier.


Hvorfor indgå en investeringsaftale?


Selvom en investeringsaftale kan virke teknisk, handler den i bund og grund om relationer og forventningsafstemning. En investeringsaftale skal fastlægge de overordnede rammer og være et arbejdsdokument for hele processen omkring investeringen.


Hos Simple Law bistår vi både iværksættere, etablerede virksomheder og investorer med at forhandle og udarbejde investeringsaftaler, så der skabes klare rammer og tryghed for begge parter. Vi ved, at de stærkeste partnerskaber begynder med en god aftale, der sikrer forventningsafstemning og gennemsigtighed.

bottom of page