At starte en virksomhed er en stor beslutning, der kræver grundig planlægning og strategiske overvejelser. En af de vigtigste beslutninger, du skal træffe, er valg af virksomhedsform. Den rette form afhænger af din forretningsidé, økonomiske situation og risikovillighed. Her gennemgår vi de vigtigste overvejelser, inden du starter virksomhed, herunder de mest almindelige virksomhedsformer.

Før du opretter virksomhed - De vigtigste overvejelser
Inden du registrerer din virksomhed, bør du stille dig selv følgende spørgsmål:
Hvad er din forretningsidé? En klar idé om hvad din virksomhed skal tilbyde, og hvem dine kunder er, er fundamentet for succes. Lav en overordnet forretningsplan, der beskriver dine mål, konkurrenter og strategi. Det behøver ikke være efter en bestemt skabelon, da det blot er vigtigt, at du undersøger mulighederne, konkurrenter og markedet, inden du går i gang.
Hvilket ansvar er du villig til at påtage dig? Din personlige hæftelse varierer afhængigt af virksomhedsformen. Overvej om du ønsker at beskytte din private økonomi mod risici. Det er i mange tilfælde en rigtig god idé at oprette virksomheden som et ApS, da et ApS netop har en begrænset hæftelse, der beskytter din privatøkonomi.
Hvordan finansierer du virksomheden? Har du egenkapital, eller har du brug for lån eller investorer? Dette kan påvirke, hvilken virksomhedsform der passer bedst til dig. Mange virksomheder kan i dag startes for få penge, men manglende likviditet er alligevel en af de hyppigste årsager til, at virksomheder lukker. Selv den bedste forretning kan lukke pga. manglende penge nu og her til at betale for varer, kreditorer, husleje, løn til medarbejdere m.v.
Hvordan ser fremtiden ud for virksomheden? Skal virksomheden vokse, have flere ejere eller ansatte? Det kan også have betydning for valget af virksomhedsform. Hvis du ønsker en virksomhed, der skal væksteog tiltrække investorer, så er det også et forhold, der taler for at oprette virksomheden som et ApS, da denne virksomhedsform er bedst til flere ejere og investorer.
Skal du starte alene eller sammen med andre? Det lyder altid godt at eje en virksomhed 100 % og gøre det hele selv, men en af de største kompetencer som virksomhedsejer er at kende sine svagheder og manglende kompetencer. Overvej derfor altid om du skal have andre kompetencer end dine egne med om bord på fra start. Det er trods alt bedre at eje mindre af en virksomhed, der er meget værd, end det hele af en virksomhed, der ikke er noget værd. Det er bedst at oprette virksomheden som et ApS, hvis I er flere ejere, da denne virksomhedsform gør det muligt at dele ejerskabet. Med et ApS er det også nemmere at udvide ejerkredsen senere.
Hvordan har netop du og din virksomhed en fordel? En god, men ofte overset, ting at overveje inden du starter virksomhed er, hvor netop du og din virksomhed har en fordel. Hvor er det, du er bedre end dine konkurrenter eller har et forspring? Det behøver ikke være noget voldsomt ekstraordinært, men måske bare noget, der gør at netop din virksomhed kan komme godt fra start og blive en succes. Måske har du et godt netværk inden for netop denne branche, eller også har du en særlig uddannelse inden for branchen, der gør, at din virksomhed kan få en fordel. Det er også en god øvelse til at få øje på, hvor din virksomhed måske mangler kompetencer, som du er nødt til at købe udefra, eller måske kan du få en medejer med de kompetencer, som du mangler.
Hvor meget tid kan, og vil, du bruge på virksomheden? En sidste ting som du bør overveje, inden du opretter virksomhed er, hvor meget tid du kan, og vil, bruge på virksomheden. Springer du ud som fuldtidsiværksætter, eller er det et sideprojekt? Selv om der er mange historier om hurtige gode iværksættere, så er det altså hovedreglen, at en succesfuld virksomhed kræver hårdt og dedikeret arbejde. Det er ikke ensbetydende med, at du skal arbejde døgnet rundt, men det er altid klogt at være realistisk omkring den arbejdsindsats, som det kræver at få virksomheden til at fungere.
De Mest Almindelige Virksomhedsformer
Enkeltmandsvirksomhed
Hvad er det?
En enkeltmandsvirksomhed er den mest enkle form for virksomhed. Den ejes og drives af én person, som også hæfter personligt for al gæld.
Fordele:
Nemt og billigt at oprette.
Ingen krav om startkapital.
Du har fuld kontrol over virksomheden.
Ulemper:
Du hæfter med din personlige formue, hvilket kan være risikabelt.
Begrænsede muligheder for vækst og investeringer.
Hvem passer det til?
Enkeltmandsvirksomheden er velegnet til små virksomheder med lav risiko og begrænsede startomkostninger og vækstambitioner. Som navnet antyder er en enkeltmandsvirksomhed også kun muligt, hvis du kun er en enkelt ejer.
Interessentskab (I/S)
Hvad er det?
Et interessentskab ejes af to eller flere personer, der hæfter personligt og solidarisk for virksomhedens gæld.
Fordele:
Simpelt at oprette og der er ingen krav om startkapital.
Giver mulighed for at dele ansvar og ressourcer mellem ejere.
Ulemper:
Alle ejere hæfter personligt for gælden, også hvis en anden medejer stifter gæld.
Alle hæfter solidarisk
Kun mulighed for flere ejere
Hvem passer det til?
I/S er velegnet til små virksomheder med flere ejere, som har tillid til hinanden, og som ikke ønsker den store skalering eller exit.
Anpartsselskab (ApS)
Hvad er det?
Et ApS er en selskabsform, hvor ejernes hæftelse er begrænset til deres indskud. Det kræver minimum 40.000 kr. i startkapital.
Fordele:
Begrænset hæftelse beskytter din private formue.
Professionelt image over for kunder og samarbejdspartnere.
Mulighed for at tiltrække investorer.
Mulighed for en eller flere ejere
Kan nemt sælges i tilfælde af et virksomhedssalg
Ulemper:
Flere formelle krav, f.eks. stiftelsesdokument, vedtægter og årsregnskab.
Krav om kapitalindskud.
Regnskabet er offentligt
Hvem passer det til?
ApS er ideelt til virksomheder med vækstambitioner eller middel, eller høj, risiko samt virksomheder, hvor der er flere ejere.
Aktieselskab (A/S)
Hvad er det?
Et aktieselskab er en selskabsform for større virksomheder. Ejernes hæftelse er begrænset til deres aktieindskud, og det kræver minimum 400.000 kr. i startkapital.
Fordele:
Begrænset hæftelse og mulighed for at udstede aktier.
Ideelt for store virksomheder med mange ejere.
Ulemper:
Komplekst og dyrt at oprette og drive.
Højere krav til dokumentation og rapportering.
Sværere at lave omstruktureringer
Hvem passer det til?
A/S er bedst egnet til større virksomheder med mange aktionærer og behov for omfattende kapital.
Andre overvejelser ved oprettelse af virksomhed
Registrering af virksomhed
Alle virksomheder skal registreres hos Erhvervsstyrelsen via virk.dk. Du skal vælge et navn til din virksomhed og sikre, at det ikke allerede er taget.
Bank
Din virksomhed skal have en erhvervskonto, der også bør være en nemkonto.
Skat og Moms
Afhængig af din virksomhedsform skal du registreres for skat og muligvis moms.
Ansatte
Hvis virksomheden skal have ansatte, skal den registreres som arbejdsgiver og for A-skat. Du bør også have et lønadministrationssystem til korrekt registrering, indberetning, bogføring og udbetaling af løn og pension.
Forsikringer
Overvej erhvervsforsikringer der dækker din virksomhed mod tab, skader og ansvar. Hvis du har ansatte er det lovpligtigt at have en arbejdsskadeforsikring.
Juridisk rådgivning
En advokat kan hjælpe med at udarbejde stiftelsesdokumenter, vedtægter og samarbejdsaftaler, så du undgår juridiske konflikter bedst muligt.
Revisor
En revisor kan hjælpe med bogføring samt udarbejdelse og indberetning af årsregnskabet.
Bogføring
Virksomheden skal opfylde krav om bogføring, herunder digital bogføring. Det er en fordel at gøre dette gennem et registreret digitalt bogføringssystem. Mange bogføringssystemer er i dag så gode og brugervenlige, at du kan gøre det selv.
Sådan kommer du i gang med at oprette din virksomhed
Oprettelse af virksomhed kan være et stort skridt, men det er også vigtigt at turde. Hvis du er i tvivl om, hvilken virksomhedsform du skal oprette, er vores anbefaling ofte et ApS, da det sikrer en begrænset hæftelse og er professionelt. Men hvis du vil starte alene, småt og simpelt, kan en enkeltmandsvirksomhed også være vejen frem.
Uanset hvad du vælger, er det vigtigt at få den rette vejledning. Kontakt os for en gratis indledende samtale, hvor vi hjælper dig med at finde den bedste løsning for din virksomhed.